Med sundhedsaftalen ”Klar igen – uden ventetid” kan kommunen nedbringe den sygemeldte borgers ventetid på udredning og behandling. Det betyder en hurtigere sagsbehandling, reduktion af sygedagpengeudgifter og ikke mindst menneskelige omkostninger.
Når en sygemeldt borger henvises til sundhedsaftalen, får hun eller han en tid hos en speciallæge i løbet af max. 10 dage. Den gennemsnitlige ventetid er 2,5 dage. Er der behov for operation, vil en sygeplejerske fra Jobdk Sundhed sikre borgeren den hurtigste vej gennem sundhedssystemet. Med det udvidede frie sygehusvalg er der maksimalt én måneds ventetid på operation.
For at skabe størst mulig tryghed tilknyttes borgeren en fast sygeplejerske, når han eller hun henvises til sundhedsaftalen. Borgeren får herved en personlig kontaktperson, som støtter og vejleder gennem hele behandlingsforløbet.
Er en sundhedsaftale til den sygemeldte borger i strid med sundhedsloven?
Nej, det er den ikke.
I sundhedsloven hedder det:
§240. En kommunalbestyrelse kan, når sociale hensyn taler for det, træffe beslutning om at afholde udgifter til sygdomsbehandling, der svarer til behandling, der ydes i det regionale sygehusvæsen, til personer, der har bopæl i kommunen.
Stk. 2. Udgifter efter stk. 1 kan ikke dækkes ved forsikring.
Der kan således gøres brug af Jobdks sundhedsaftale, når sociale hensyn taler der for. Det kan eksempelvis være risiko for marginalisering i forhold til arbejdsmarkedet og/eller psykiske følgevirkninger ved lang ventetid og deraf følgende social deroute.
Det skal bemærkes, at i henhold til lighedsprincippet er det afgørende, at tilbuddet om en sundhedsaftale gælder alle borgere på lige vilkår – ikke kun borgere på sygedagpenge.